Min alexanderteknikhistorie

Som yogaelev hos Jeppe blev jeg efterhånden blev mere og mere nysgerrig på, hvor hans idéer om kropslige kvaliteter kom fra. Var det noget, han selv havde udviklet, eller hvor kom det mon fra? Han fortalte, at han var ved at tage en uddannelse som alexandertekniklærer – noget jeg havde hørt sporadisk om tidligere i musikerkredse, men aldrig rigtig forstået hvad gik ud på – og jeg tænkte: ”måske er det her, det hele udspringer?”.

En dag efter undervisning fortalte jeg om en ny erkendelse, jeg var kommet frem til i mit arbejde med yogaen: Hvis jeg skal ændre noget i min måde at dyrke yoga på, må jeg også ændre, hvordan jeg i øvrigt bruger min krop. Og hvordan gør man mon det? Jeg havde forsøgt at rette nogle af mine vaner ind ved f.eks. at insistere på at sidde med rank ryg og at observere mig selv i et spejl, mens jeg øvede mig på mit instrument. Men til ingen nytte. Jeg forblev i mine gamle vaner og på nogle punkter blev jeg bare mere anspændt af dette eksperimentelle selvstudium. Jeppe svarede med et enkelt ord: ”Alexanderteknik”.

Jeg begyndte at tage undervisning hos Jeppe i alexanderteknik, da han kort tid herefter blev færdiguddannet. Timerne hos Jeppe blev starten på en lang rejse udi hvordan, jeg bruger min krop hensigtsmæssigt, og hvordan jeg ændrer mine vaner. Mine første mange erkendelser gik på hvor indirekte, jeg var nødt til at arbejde for at ændre mine vaner. Når jeg f.eks. skulle vænne mig af med den skulderspænding, der havde plaget mig i årevis i forbindelse med mit kontrabasspil, måtte jeg først via brugen af hele brystkassen og dens relation og dynamik med resten af min krop. Senere kunne jeg afhjælpe spændingen blot ved at fokusere på hovedets brug og på det seneste kan jeg af og til komme ud af denne spænding ved at bruge mit visuelle system anderledes (et arbejde Jeppe også ansporede mig til gennem hans anbefaling af Peter Grunwalds Eyebody-metode).

Dette eksempel beskriver egentligt meget godt hvilken proces, jeg overordnet set har været igennem med Jeppe: Et arbejde, der for hvert lag af min kropsbrug, vi har afdækket, er blevet mere og mere subtilt og mindre og mindre kompliceret.

Samlende kan man sige, at alexanderteknikken har gjort mig opmærksom på, at hele min krop hænger sammen. At jeg ikke kan adressere et problem ét sted uden at arbejde med hele kroppen: Hvordan jeg organiserer den, hvor godt den er integreret og hvor god forbindelsen er imellem de forskellige dele. Dette arbejde har beriget mit liv med nye dybder, perspektiver og kvaliteter, og fungerer tilmed som en værkstøjskasse, jeg kan hive frem, når jeg møder nye kropslige og mentale udfordringer.

- Andreas Markus, kontrabassist, elbassist, pianist, improvisator, komponist og musikunderviser

Mine refleksioner

Andreas er på mange måder den perfekte alexanderteknik-elev: Tålmodig, dedikeret, nysgerrig og engageret. Da vi startede kunne han slet ikke mærke de mere subtile og fine nuancer og kvaliteter, vi arbejdede med. Men han holdt ud og vi fandt en vej gennem alle mulige og umulige problemstillinger og til sidst var hans sensitivitet så udviklet af selv helt subtilt arbejde i følge hans eget udsagn kunne gøre ham flyvende i dagevis.

Han startede med det grovere, mere fysiske arbejde i yogaen og bevægede sig i løbet af hundredevis af alexanderteknik-lektioner fra stadig bedre brug af hele sig selv til det arbejde direkte med synet, hjernen og bevidstheden, som ligger i Eyebody-metoden. Og det er med glæde og stolthed, at jeg har fuldt Andreas på hele den rejse. Måske han engang når livsomstændighederne er til det vil have lyst til at gå endnu dybere. Det mulige næste skridt er i hvert fald at bevæge sig fra at være elev til at kunne give sin viden videre til andre. Til den tid vil jeg måske være klar til at hjælpe ham videre også at den vej. Det ville i hvert fald være min fornøjelse.

Jeppe

Min alexanderteknikhistorie

Jeg var for år tilbage, ude for en trafikulykke hvor jeg slog mit hoved kraftigt og pådrog mig en hjerneskade som jeg skal leve med resten af livet. Skaden resulterer i træthed, spændinger i skuldre og kæbe, hovedpine.

Jeg var desperat, fordi jeg havde en oplevelse af at gå rundt i en krop jeg ikke kendte og som ikke var i balance og hvordan skulle jeg lære min ”nye” krop at kende?

Jeg blev opfordret til at ringe til Jeppe, som via alexanderteknik, ville kunne hjælpe mig til at forstå mine smerter og derigennem afhjælpe dem. Jeg var parat til at prøve hvad som helst og så frem til min første lektion.

Det var som om at træde ind i en helt ny verden og jeg var skeptisk over, om denne teknik virkelig kunne hjælpe mig. Jeg forstod ikke meget af det der skete i begyndelsen, men Jeppe var imødekommende, nærværende og var lydhør for alt hvad jeg fortalte. Dette resulterede i et godt samarbejde fra start af, hvor behandlingen lettede min træthed og spændingerne blev færre og sjældnere. Jeg blev bedre tilpas og fik en større kropsbevidsthed og jeg kunne langsomt se og forstå hvad behandlingen gjorde ved min krop.

Jeg havde en følelse af at flyve hjem efter hver behandling og den gode balancen i kroppen fik for hver gang længere og længere varighed. Jeg er glad for at jeg havde tålmodighed med behandlingen, da det er svært at forstå i begyndelsen. Men med Jeppe som læremester, tror man på det, idet han er god til at forklare hvad der sker undervejs, hvilket gør man kommer igen og hurtigt mærker de store resultater.

I dag kan spændingerne stadig komme tilbage og for at respondere på dem, lægger jeg mig ned, mærker efter hvor i kroppen spændingen sidder og prøver at slappe af. Ofte ved jeg at spændingerne kommer fordi jeg er gået over min krops grænse eller har brugt min krop forkert.

Charlotte, 32 år

Mine refleksioner

Charlotte var den første ‘rigtige’ elev jeg fik efter jeg havde afslutte uddannelsen som alexanderteknik-lærer – og hvilken fantastisk gave var det ikke at få netop hende! Jeg husker at jeg sad i et forsinket tog fra Malmö og ikke havde hendes telefonnummer, da hun skulle have den første lektion. Men selvom jeg kom således kom uanmeldt for sent havde hun ventet og stod stadig udenfor, da jeg endelig nåede frem.

Hun havde det virkelig dårligt på det tidspunkt: Dybt nede i en spiral af smerter, spændinger, frustration og medicin. Men allerede den første gang kunne jeg mærke, at hendes krop tog imod impulserne fra mine hænder, mens vi arbejdede på briksen. Og hun bemærkede netop også noget tilsvarende du hun kom anden gang: At hun ikke havde forstået var der foregik, men at hendes krop bare havde skreget ‘ja, ja, ja! det er lige netop det jeg har brug for’.

Hendes krop havde været ude for en skadende og traumatiserende oplevelse og var sidenhen blevet trukket igennem hele det (nødvendige) medicinske behandlingssytem, men uden at der på noget tidspunkt var nogen der havde været i stand til at lytte til den og støtte op om den på en helt afgørende og fundamental måde. Vores krop vil os normalt kun det bedste, men på grund at vores begrænsede viden og indlærte misforståelse bekæmper vi den tit på alle mulige bevidste og ubevidste måder. Vi presser den og retter den, selvom den faktisk kan gives os alt hvad vi har brug for, hvis vi bare kan lade være med at forstyrre den.

I løbet af ret kort tid, fik vi vendt Charlottes nedtur til en optur. Færre smerter, færre spændinger, mere velvære, mere mentalt overskud og til sidst stoppede hun med sin medicin og færdiggjorde sin eksamen. Jeg husker det som en slags ‘mirakel-historie’. Det var bare ikke noget mirakel over det. Kun lyttende hænder og en subtil og nænsom form for omsorg. Charlotte nåede ikke dengang frem til at lære at bruge sig selv godt i traditionel alexanderteknik-forstand. Det var heller ikke nødvendigt. Hun fik det så meget bedre, at hun kunne komme videre med sit liv. Det var det vigtige.

Jeg lærte to helt afgørende ting af Charlotte:

1) At alexanderteknik kan være den helt nødvendige og helt rigtige form for behandling af kroppe, som er blevet skadet og efterfølgende kørt gennem et system som udelukkende behandler kroppen udefra som en slags maskine. Og i sådanne situationer kan alexander-arbejdet gøre underværker.

2) At et at de vigtigste elementer i teknikken er at genvinde tilliden til kroppen. At opleve at kroppen vil os det godt. At blive venner med sin krop igen, om jeg så må sige. At opleve kroppen som et udspring for velvære og mening. Og jeg tænker at der er en stor fremtid for alexanderteknikken netop som en måde at overvide vores moderne oplevelse at være i nærmest konstant konflikt med kroppen. Og især i alle tilfælde, hvor konflikten synes at være gået i hårdknude. Om det så drejer sig om (små) hjerneskader eller spiseforstyrrelser eller anden selvskadende adfærd.

Jeppe

Alexanderteknik hos Jeppe

Jeg lærte Jeppe at kende gennem yogaen og har været og er stadig meget inspireret af hans undervisning og træning i mit daglige liv. Da jeg ikke kun interesserer mig for yoga, men for kroppen, dens dynamik og dens forbindelse til det mentale generelt, var jeg helt klar på at prøve Alexanderteknik, da jeg hørte, at Jeppe startede som lærer på dette felt. En anden årsag var, at jeg spiller cello, og det er almindeligt kendt i musikerkredse, at Alexanderteknik kan gøre den hårde og ensformige fysiske belastning, man oplever som musiker på grund af mange timers spil og øvning, meget mindre og meget mere ’til at arbejde med’.

Men det var faktisk en helt anderledes oplevelse, der ventede mig, end jeg havde troet. Det var både meget mere omfattende, sværere og bedre på samme tid.

Alexander-teknikken, som jeg oplevede den hos og med Jeppe, var meget mindre ren mekanik, end jeg havde forventet. Det handlede meget mere om at give slip, give plads og ‘lade være’, hvor jeg havde regnet med en mere strikt intervenerende opdragelse af bevægeapparatet. Jeg følte, at jeg skulle lære at åbne nogle uopdyrkede eller glemte kommunikationskanaler i kroppen (og mellem kroppen og verden) og dermed egentlig styre mindre og lade kroppen gøre det rigtige selv.

Jeg har oplevet, når jeg gik fra en time hos Jeppe, at jeg følte mig maksimalt udfordret i min kropsbevidsthed og mit eget kropsbillede, at være helt til stede. Det har nogle gange givet sig udslag i en masse energi … men jeg har også prøvet at føle mig sundt grund-træt og trænge til en lur!

Det har til tider været overvældende i træningen at få et glimt af, hvor omfattende et arbejde jeg i virkeligheden har foran mig. Er det for overvældende at tage udfordringen op? Når den tanke dukker op, minder jeg mig selv om, at det jo grundlæggende er utroligt dejligt at træne. Det vil altså sige, at turen derudad også er glædelig i sig selv og bringer mange små ‘oplysninger’ og gode, velgørende oplevelser. Det er den, der er livet.

Med hensyn til musikken har jeg været glad for Alexander-teknikken, men igen på en anden måde end forventet. Indtil videre har jeg mest brugt erfaringerne, når jeg skulle præstere, til at løsne før og under optrædener eller studieoptagelser. Det har fysisk været i mellemgulvet foran og bagpå, men det vigtigste har næsten været, at dette fokus har givet mig en umiddelbar mental ro og parathed. Så indtil videre har Alexander-teknikken her mest vist sine mentale gevinster. Jeg tror, at de mere mekaniske aspekter i forhold til det fysiske spille-arbejde også kan have stor gavn af træningen. Det har jeg bare endnu til gode.

Line

Mine refleksioner

Det har altid være en fornøjelse at undervise Line – både i yoga og i alexanderteknik. Hun er begavet, kvik, opmærksom og sensitiv på sammen tid. Det var tydeligt at alexander-arbjedet var meget anderledes end hun havde forestillet sig. Men overraskelsesmomentet gjorde det næsten kun bedre og sjovere! For hendes krop kunne fra staten gå med i nogle meget dybe processor, og hun kunne opleve den helt gennemstrømmet af sammenhæng.

Men Line er også kvik nok til at fornemme, hvor omfattende arbejdet potentielt kan være. Faktisk er der tilsyneladende ingen ende på, hvor dybt det eller langt det kan gå. Vi nåede ikke meget længere dengang. Livet kommer i vejen, som det jo så ofte gør. Men Line er også eksempel på at blot en enkelt ting, der virkelig bliver forstået helt i dybden kan gøre en forskel for resten af livet. For Line var det forståelsen af at fiksere mellemgulvet. Og oplevelsen af at hun faktisk kun lade være med at gøre det, hvis hun var opmærksomhed på det. Og at denne opmærksomhed og den resulterende frihed i mellemgulvet faktisk i sig selv var i stand til at transformere hendes oplevelse af at spille musik. Uden at hun behøvede at gøre andet end at undlade at gøre noget (fiksere mellemgulvet).

Vi taler tit om ‘indirekte metoder’ eller ‘indirekte procedurer’ i alexanderteknikken. Lines historie er et godt eksempel. I stedet for at gå direkte efter målet (‘mental ro og parathed’) var det muligt at opnå netop dette ved at arbejde med noget tilsynelandende helt andet (fikseringen af mellemgulvet). Og sådan er alexanderteknikken heldigvis til stadighed fyldt med positive overraskelser!

Jeppe