Eyebody-metoden er udviklet af tyskeren Peter Grunwald (se mere på www.eyebody.com). Han er uddannet alexanderteknik-lærer, men var fra starten også meget interesseret i synsproblemer, fordi han selv var meget nærsynet. Han lærte således også om Bates-metoden (Bates var en amerikansk øjenlæge (1860-1931), der argumenterede for at øjenproblemer kunne afhjælpes naturligt) og andre teorier om naturlig synsforbedring.
Men mest af alt er Eyebody-metoden en videreudvikling af grundlæggende alexandertekniske ideer – oversat til at arbejde direkte med øjnene, hjernen og bevidstheden. Jeg har fulgt dette arbejde gennem en del år og er meget fascineret af det. For mig har det været det mest dybtgående og –virkende selvudviklingsarbejde jeg har prøvet. Indsigterne er så grundlæggende og så nye, så øjen- og hjerneåbnende, at det er noget jeg altid har med mig.
Men selvom oplevelsen af Eyebody-arbejdet kan være enormt konkret, så er arbejdet også meget subtilt og kan grænse til det mystiske. De fleste kan reflektere over hvordan de sidder og står og går, og selvom de måske ikke har tænkt på det før og oplevelsen kan være ny og fremmed så giver det mening at det kan gøres på en anden måde. At vi også kan bruge vores øjne på en anden måde er mindre klart. Og at vi også kan gå direkte til kilden og påvirke, hvordan vi bruger vores hjerne virker umiddelbart lidt langt ude. Og at der tilsyneladende findes måder at bruge hjernen på, som vi aldrig har oplevet før, er decideret mærkeligt. Måske giver det mest mening at tænke på det som en konkret, skridt-for-skridt måde at tilnærme sig en virkelig meditativ tilstand. Sådan har det i hvert fald fungeret for mig.
Teknikker
Jeg er ikke uddannet til og ikke kvalificeret til at undervise i Eyebody-metoden (der har endnu ikke været en egentlig Eyebody-uddannelse), men jeg introducerer gerne til metodens grundlæggende principper, sådan som jeg forstår dem. Og jeg har optrænet mine hænder og min bevidsthed til at kunne arbejde med to forskellige teknikker, som jeg kalder ‘hjerne-smeltning’ og ‘hjerne-opladning’. Dette er ikke Eyebody-arbejde, men mine egne eksperimentelle teknikker, som jeg har udviklet under inspiration af Eyebody-arbejdet.
Hjernesmeltning arbejder på at slappe af i frontallapperne, som for mange mennesker er kronisk overengagerede og fastholder personen i en bestemt måde at tænke og opleve på. For dem hvor hjernesmeltningen fungerer er det normalt yderst behageligt og afslappende på en meget dybtgående måde.
Hjerneopladningen går derimod efter at stimulere områder dybt inde i den bagerste del af hjernen. Det kan være en voldsom oplevelse. Typisk voldsomt stimulerende og inspirerende, men også nogle gange overvældende, fordi dele af hjernen som aldrig har været oplevet før pludselig bliver meget tydelige. Effekten kan vare flere dage, og jeg oplever, at det er en akkumulerende effekt, som aktiverer hjernen på samme måde som egentlig meditation. Og det er der ikke ret mange, der har oplevet – også selvom de måske har arbejdet meget med meditation.
Det er metoder under udvikling, og det er ikke med alle det fungerer. Begge teknikker fungerer bedst på hjerner, der er bløde og modtagelige. Og oplevelsen er normalt tydeligst for dem, der er mest kinæstetisk sensitive. Og for mange er det meget mere oplagt at starte med mere klassisk alexanderteknik, for at stabilisere kroppen og nervesystemet først, før der kastes så nye og anderledes bolde ind i spillet. Omvendt kan netop disse teknikken også åbne op for en hjerne der opleves mere blød og levende.
Hjernen
På et helt grundlæggende niveau er jeg enig med Eyebody-metoden i at lige meget hvor meget kroppen hjælpes til at blive rettet op, så er det en stakket frist så længe hjernen stadig synker ned i understimulering. Alexanderteknik uden hensyn til hjerne og bevidsthed synes derfor ikke at være en færdigudviklet teknik. Hjernen er jo i sidste instans den, der bestemmer. Og når hjernen er ‘oppe’ er kroppen også oppe og let og ubesværet. Man kan godt arbejde med hjernen indirekte ved at arbejde med kroppen, men det er typisk meget nemmere og mere effektivt at gå direkte til kilden. Dog skal man være opmærksom på at hjerne-arbejdet også i høj grad må være indirekte. Hvis vi går direkte til hjernen med vores normale måde at tænke, føle og gøre på, så aktiverer vi allerede hjernen på en helt bestemt måde, der typisk forhindrer os i at bruge den på andre måder.
Fokus
I arbejdet med hjernen har Peter Grunwald indført nogle simple, men alligevel helt afgørende principper og distinktioner. Han skelner eksempelvis mellem at være at være underfokuseret og overfokuseret. Både under- og overfokusering påvirker hele det visuelle system og hjernen og dermed også hele kroppen. Teorien er at vi det meste af tiden skifter mellem disse to sider af det samme problem: Vi ‘koncentrerer os’ og ‘gør os umage’ hvilket normalt altid er overfokuseret. Efter et stykke tid bliver hjernen træt og falder hen i fravær og dagdrømmeri, som kendetegner underfokusering.
Mere grundlæggende har de fleste en tendens til enten mest det ene eller mest det andet afhængigt af den givne situtation. Det er en del af ens personlighedstype og de to typer personligheder er tit rigtig gode til at kritisere hinanden for deres respektive mangler. Det er Eyebody-metodens fortjeneste at vise, at begge måde at være tilstede på er mangelfulde og problematiske. Overfokusering er ofte uden dybde, uden indre følelse og generelt udmattende. Underfokusering mangler perspektiv og sidder fast uden at kunne komme videre. Selv sådan noget som ‘mærken efter indvendigt’ er ifølge teorien en form for underfokusering.
Yderligere peger teorien på en trejde mulighed, som hverken er under- eller overfokusering: Nærvær. Eller måske: Tilstedeværelse. På engelsk: Presence. I min forståelse er ’tilstedeværelse’ ikke bare ikke-underfokusering og ikke-overfokusering, men noget fundamentalt anderledes. En fundamentalt anderledes måde at bruge hjernen på, en fundamentalt anderledes måde at være tilstede på. Overfokusering eller altid enten foran eller bagud eller bare langt væk – ikke tilstede her og nu. Og underfokusering er altid bagefter, fordi hjernen enten ikke er på omdrejninger med hvad der sker eller hele tiden mærker efter og derfor også er bagud. I egentlig nærværende tilstedeværele åbner hjernen sig og det opleves som en helt uforstyrret og ubesværet tilstand, selvom den kan virke overvældende og udmattende i starten i al sin fremmedhed.
Typer
Sammen med disse grundlæggende kategorier for tilstedeværelse indeholder Eyebody-metoden et grundlæggende princip om forskellige ‘hjernetyper’. Der findes to egentlige typer: En sammentrukket (‘contracted’) hjernetype og en overudvidet (‘overextended’) hjernetype. Det findes så også en trejde type, der kaldes blandet (‘mixed’), hvor den ene side af hjernen er sammentrukket og den anden overudvidet. Det kan lyde ret skørt, men virker samtidig meget forklarende, virkeligt og konkret i kompetente hænder.
Den overudvidede hjerne optager for mange indtryk og sansninger og bliver derfor nemt overvældet. Men den er typisk også højt begavet med mange også kreative muligheder. På grund af tendensen til overstimulering plejer overudvidede hjernen at underfokusere på ting, der er tæt på (eksempelvis følelser og kropslige sensationer) og overfokusere på ting, der er langt væk i sikker afstand (eksempelvis teorier, begreber og abstrakt viden.
Den sammentrukne hjerne er kan have en tendens til at være understimuleret, hvilet kan komme til udtryk som en lidt fraværende kvalitet. Til gengæld er den god til at holde styr på detaljer og til engagere sig i den konkrete verden. Den tenderer til at overfokusere på ting, der er tæt på (fordi de virker stimulerende) og underfokusere på ting der er langt væk (i både konkret og overført betydning), fordi de alligevel virker betydningsløse.
Ifølge Grunwald er hovedparten af mennesker af den sammentrukne type, og verden derfor indrettet mest på deres præmisser. Det er ifølge teorien ikke muligt at ændre sin hjernetype, som er fastlagt helt før enhver form for bevidsthed. Men det er muligt at opnå en balanceret måde at bruge sin hjerne på, hvor man undgår at falde ned i de problemer, som ens hjernetype indbyder til. Og det er klart at vejledningen af de forskellige typer må være helt modsat: Hvor den ene kan have brug for mere eller i hvert fald anderledes stimulering, har den anden brug for at bringe den konstante overstimulering til ophør, mens den tredje skal lære at balancere sine modsatrettede sider.
Syn
Ifølge Grunwald er hjernetyperne også direkte forbundet til synsproblemer. Overudvidede hjerner har tendens til at blive langsynede og sammentrukne hjerne til at blive kortsynede. Disse retningslinjer gælder dog kun i en relativt ung alder før andre typer synsproblemer kan gøre sammenhængen utydelig. Det er ifølge Eyebody-teorien muligt at overvinde sine synsproblemer og lære at se igen uden hjælpemidler. Jeg har ikke selv nogen erfarring hermed, da jeg aldrig har haft synsproblemer (i den normale forstand).
Alligevel har arbejdet for mig været aldeles meningsfuldt. Uanset synet bruger vi alle vores hjerner. Og for mig har det gjort en helt utrolig stor forskel at forstå mig selv og min forskellige udfordringer gennem livet som intimt forbundet med at være en overudvidet hjernetype med hang til overfokusering. Først gennem Eyebody-arbejdet har jeg kunnet forstå begrænsningen i denne oplevelse af verden (netop fordi også styrkerne i den også blev set og forstået) og været i stand til at arbejde mig mod et mere balanceret sted i mig selv, hvor jeg ikke hele tiden er på jagt efter den næste berusende overfokusering, som alligevel altid efterlod mig udmattet og udbrændt.
