‘Alexanderteknik’ er først og fremmest et meget uheldigt valgt navn til et arbejde og en metode, som i sin levende, nutidige udfoldelse har meget lidt med grundlæggeren F.M. Alexander (1869-1955) at gøre, og som kun i meget begrænset omfang kan kaldes en teknik. Faktisk er det i sin essens nærmest det modsatte af ‘Alexanders teknik’, nemlig en specifik frihed fra form og mekaniske tænkning, som lever i og mellem de mennesker, der udfolder den. Alligevel vil navnet i det følgende blive fastholdt, fordi det bærer en historisk ballast og der fuldstændig mangler enighed om et bedre alternativ.
Alexanderteknik har traditionelt defineret sig selv som ‘undervisning’ – i modsætning til almindelig lægevidenskabelig og alternativ ‘behandling’. Tanken er at alexanderteknikken ikke behandler specifikke symptomer eller sygdomme, men derimod lærer mennesker at bruge sig selv bedre og dermed undgå at skabe forudsætningerne for mange forskellige slags smerte og sygdom. Det er på mange måder en fin tanke, men den har to store problemer:
1) Undervisning i alexanderteknik minder ikke om noget andet vi normalt kalder og forstår som undervisning.
2) Alexanderteknik kan være en meget fin og unik behandlingsform.
For virkeligt at indfange alexanderteknikken er det derfor nødvendigt at forstå den i flere forskellige perspektiver: som undervisning, som behandling, som terapi – og måske derigennem forstå den samlet som noget fundamentalt anderledes end delene.
