En mere direkte og samlet måde at se på alexanderteknik er at opfatte det som en gradvis integration og balancering af nervesystemet. Mange elever får oplevelser af at deres krop dybt indvendigt hænger sammen. At der er en sammenhæng i deres krop som de aldrig har følt før og nok aldrig har forestillet sig kunne eksistere. Og det er normalt en meget beroligende, behagelig og bekræftende oplevelse.
Og i den forbindelse er det oplagt at opfatte det som nervesystemet der integreres og bringes i balance. Nervesystemet spreder sig som et rodnet ud fra centralnervesystemet og er på den måde et sammenhængende system, der opfatter hele kroppen. Enhver del af nervesystemet er direkte eller indirekte (gennem centralnervesystemet) forbundet med resten af nervesystemet. Og enhver påvirkning af nervesystemet påvirker direkte eller indirekte hele nervesystemet.
Ud fra dette perspektiv giver det mening at en let impuls fra eksempelvis anklerne både af lærer og elev kan opleves som forbundet op gennem hele kroppen. Men det giver yderligere også mening at sansning (især synssansen) og tænkning kan påvirke måden kroppen respondere på impulser. For både sansning og tænkning er noget der foregår gennem nervesystemet.
At opfatte alexanderarbejdet som nervearbejde åbner også for en dybere forståelse af den rolle som kommunikation spiller i processen. Enhver form for berøring indebære at to nervesystemer mødes og i den kontakt er der således mulighed for kommunikation. Hvilket yderligere peger på det forhold at det i alexanderteknikken altså har været opfattelsen at læreren ikke kan undervise andre uden at have gennemgået en dybtgående uddannelse af sit eget nervesystem og til stadighed skal arbejde med sig selv i mødet med eleverne. Kun et raffineret og sensitivt nervesystem kan genkende den tilsvarende kvalitet i et andet nervesystem.
Underviserens nervesystem kommunikere gennem hænderne en viden, en erfaring og en kvalitet, som elevens nervesystem kan koble sig på og således blive støtte i at finde vej til en mere harmonisk kvalitet. Og samtidig kan læreren også med sine ord hjælpe eleven til hverken fysisk eller mentalt at stå i vejen for denne proces. Der er en sammenhæng, substans og mening i kroppen som vi slet ikke kender det fulde potentiale af endnu. Og vejen til den konkrete oplevelsen af disse ting går gennem den enorme sensitivitet kroppen kan udfolde, hvis den får lov.
I processen bliver understimulerede dele af nervesystemet vækket til live – og overstimulerede dele tonet ned. Strukturelle ubalancer bliver gradvist afhjulpet. Og det samlede resultat er stadig dybere oplevelser af en neutral tilstand i kroppen, hvor den paradoksalt nok kan åbne sig og folde sig ud på hidtil helt ukendte måder.