Jeg kom til alexanderteknikken på en lidt tilfældig måde. Jeg havde dengang en slags indre liste over forskellige ‘alternative’ krops-teknikker, som jeg gerne ville prøve. Og jeg havde været gennem massage, kiropraktik, akupunktur og andre relativt almindelige ting. Jeg havde dengang en kæreste, som var danser og fra danseverdenen kendte lidt til alexanderteknik. Og hun kendte også navnet på en alexanderteknik-lærer, som vist skulle være ret god. Jeg læste beskrivelsen og tænkte: ja, hvorfor ikke? Det kunne vel være lige så spændende som de andre ting, jeg havde overvejet at prøve nu.
Det blev et lidt akavet første møde. Jeg undervist dengang allerede i yoga og havde en i yogaverden avanceret træning, og jeg formodede derfor at det der ’kropsbrug’ måtte være noget jeg havde ret godt styr på. Intet kunne vist have været længere fra sandheden. Men første gang var det bare mærkeligt. Jeg havde ingen anelse om, hvad det var vi lavede til lektionen. Det var bare underligt, og jeg følte ikke, at det rigtig gjorde nogen forskel (hvad det nok heller ikke har gjort).
Heldigvis er jeg også forsynet med en slags tålmodighed, der gør at jeg i hvert fald prøver de fleste ting mere end én gang. Så jeg aftalte at komme igen, og i løbet af nogle få lektioner fik jeg en klar fornemmelse: Det sker noget her, men jeg ved ikke hvad det er! (som Bob Dylan ville sige). Det var tydeligt for mig, at min alexanderteknik-lærer vidste noget, som jeg ikke vidste, ja, faktisk noget som jeg ingen anelse havde om hvad var! Det var tydeligt for mig, at han forstod noget om mig, som jeg ikke selv forstod. Og hvis man skal fange min opmærksomhed og min interesse, så findes der næsten ingen bedre måde end at give mig oplevelsen af, at der er noget vigtigt om mig selv, som jeg ikke forstår – som jeg måske endda slet ikke har vist eksisterede.
Og selvom det var så mærkeligt, og jeg ikke forstod det, så var det alligevel meget konkret. Det var jo altså min krop vi arbejde med, selvom den virkede så fremmed i hænderne på min alexander-lærer. Men jeg stolede på, at min krop var virkelig og den kunne og ville jeg ikke løbe fra.
Gradvist, men ganske langsomt, voksede min forståelse af hvad der foregik. Og elementer af lektionerne begyndte også at blive både fornøjelige og behagelige. Jeg husker flere delforløb fra den periode. Hvordan eksempelvis min nakke en overgang føltes enormt rigtig og behagelig, men kun hvis jeg havde den i en hel bestemt position. Det var besynderligt. Fra yoga var jeg vandt til at strække min nakke på alle mulige mere eller mindre besynderlige måder. Og også vandt til at have en spændt nakke. Nu var nakken pludselig afspændt, men til gengæld kunne jeg ikke strække den nogen som helst steder. Min lærer beroligede mig: Det var bare fordi jeg nu endelig kunne mærke, hvordan jeg tidligere havde mishandlet min nakke!
Der var også en overgang, hvor jeg følte, at jeg så enormt meget nedad. Jeg gik dengang mange ture og var vandt til at kigge op på træerne og himlen (den helt alexander-klassiske vane med at trække hovedet bagud og ned). Og nu blev jeg i stedet nødt til at kigge nedad, hvis jeg skulle holde fast i min nye nakke. Jeg gjorde en dyd ud af endelig at have opdaget jorden. Kun for at blive mindet om, at jeg skulle kunne kigge alle steder hen – og ikke skulle fiksere min nakke.
Og sådan fortsatte den lange rejse med ganske gradvist at blive klogere på min krop og mig selv. En rejse hvor jeg hele tiden blev fanget i nye misforståelser og hele tiden ledt tilbage på vejen af de forskellige lærere, jeg havde.
Jeg husker en overvældende weekend, hvor min nakke pludselig åbnede sig. Jeg havde fået en lektion om fredagen tror jeg, og pludselig om aftnen, hvor jeg sad og kæmpede med at holde nakken lang i biografen, var der et eller andet, der brød igennem. Måske min flerårige, intense yogatræning havde opbygget en masse energi i min krop, så bare ikke kunne komme ud, fordi min nakke var så låst. Pludselig flød der i hvert fald en ustoppelig strøm op gennem nakken, og jeg var helt flyvende og helt oppe at køre hele weekenden. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Det var et gennembrud til en helt ny sanselighed i min krop. Men som alle andre ekstraordinære alexanderteknik-oplevelser gik den stille og roligt i sig selv. Dog kun for at blive afløst af andre, nye og til tider overvældende oplevelser.
Der gik vel mindre end to år, før jeg startede på en alexanderteknik-lærer-uddannelse. Det er et forløb, der traditionelt tager 3 år med undervisning 5 dage om ugen. Altså en ‘rigtig’ uddannelse. Jeg blev dog kun på den skole et par år. Jeg løb tør for penge, og selvom jeg stadig havde store oplevelser, så virkede selve uddannelse til lærer mærkeligt fjern og fremmedgørende.
Efter en pause rykkede jeg over til anden, nystartet skole. Og her mødte der mig et nyt chok, som var meget anderledes end de tidligere euforiske og overvældene oplevelser. Den nye lærer mødte mig med en konstatering af, at det kunne godt være jeg vidste en hel masse om en hel masse ting, men det var ikke noget jeg kunne bruge til noget her hos ham. Og der stod jeg så med alle mine års erfaringer i alexanderteknik og alle min talenter og måtte acceptere, at jeg simpelthen skulle starte helt og aldeles forfra.
Av. Men det blev også starten på en lang (og i lang tid frustrerende langsom) rejse mod en meget mere nøgtern og objektiv forståelse af alexanderteknikken. Før havde teknikken haft noget nærmest magisk over sig, og jeg oplevede altid at ingen rigtig vidste hvad eller hvordan det egentlig var. Min nye lærer tog på godt og ondt magien ud af min oplevelse. Ingen (eller i hvert fald meget få) vilde oplevelser, men i stedet en langsom og gradvist erkendelse af nogle meget dybere strukturer i min måde at bruge mig selv på, og hvordan de var forbundet til min oplevelse af mig selv i verden.
Blandet andet gik det op for mig, at for virkelig at kunne bruge mig selv godt blev jeg nødt til at give slip på det indre sted af sikkerhed og tryghed, som jeg ellers altid havde kunnet trække mig tilbage til, når verden blev for ubehagelig. Det var ikke muligt at bruge mig selv godt og gemme mig i mit indre helle på samme tid. Det var nødvendigt at være mere i hele mig selv og ude i verden samtidig.
Den næste skelsættende begivenhed var mødet med Eyebody-metoden. Metoden er udviklet af en tysk alexanderteknik-lærer, som bruger principperne fra teknikken til at arbejde med synet, hjernen og direkte med bevidstheden. Det gik op for mig at man også ‘bruger’ (og typisk slemt ‘misbruger’) sit syn og sin hjerne. Og at man med sin bevidsthed kan lære at bruge sin hjerne (og derved også sin øjne – “øjnene er den eneste synlige del af hjernen” som det siges inden for metoden) på andre og bedre måder.
Eyebody-teorien beskriver også, at der findes forskellige hjernetyper og hvordan vi typisk er fanget i en konstant vekselvirkning mellem over- og underfokusering. Begge dele er blevet afgørende elementer af min selv- og verdensforståelse. Og rejsen med Eyebody-arbejdet har åbnet min hjerne for mange nye og så dybtliggende oplevelser og opdagelser, at jeg stadig slet ikke kan se den fulde rækkevide. Men store dele er allerede blevet indarbejdet i både min alexanderteknik- og min yogaundervisning. Og jeg føler mig meget længere fremme på vejen mod egentlig meditation end jeg havde forestillet mig jeg måske nogensinde ville komme.
Jeg oplever, at mit alexander-arbejde er i stadig og rivende udvikling. Og jeg oplever både i mig selv og mine elever en gradvist dyb, dyb integrering af hele nervesystemet. Og at man i teknikken kan få fat i en substans af og i en selv, som er fyldigere og mere meningsfuld end noget andet, jeg nogensinde har oplevet. Og derudover selvfølgelig slippe af med det meste af den irriterende ubehag i og belastning af kroppen, som de fleste dagligt plages af. Kroppen kan opleves som helt sammenhængende og vægtløs selv i fysisk aktivitet. Og det er endda så kun skridt på vejen mod et endnu dybere, skjult og hidtil uerkendt menneskeligt potentiale.
Mit arbejde omfatter nu tre forskellige, men forbudne niveauer. De er forskellige perspektiver på den samme krop og det samme mennesker. De er alle tre helt afgørende og nødvendige for at finde, opleve og i længere perioder kunne fastholde den neutrale tilstand i krop og sind, som for alvor åbner den menneskelige væren i dybden. Og der findes ingen andre metoder jeg kender til, som arbejde som konsekvent og struktureret med disse ting, som alexanderteknikken.
I yoga arbejder jeg med kroppen som krop og åbningen af kroppen som krop. I alexanderteknik med krop og sind som sammenhængende størrelse og grænsefeltet mellem de to som afgørende for den samlede person. Gennem Eyebody-metoden arbejder jeg direkte med hjernen og bevidstheden. I sidste ende er ethvert arbejde med kroppen kun midlertidigt, hvis ikke hjernen bliver indarbejdet og aktiveret. Hvis ikke hjerne er ‘oppe’ kan kroppen heller ikke forblive ‘oppe’. Og hvis hjernen er oppe og kroppen er åben, så er kroppen også oppe. Det er en gave at kunne arbejde med integrationen af disse forskellige perspektiver og med integrationen af mig selv. Og det er en gave jeg glæder mig over hver eneste dag.
