Den klassiske alexanderteknik-remse starter altid med ‘nakken fri’ eller ‘lad nakken være fri’ eller på engelsk ‘let the neck be free’. Det giver en vis mening. Man bliver bedt om at lade noget ske i stedet for at gøre noget. Og det man skal lade ske er at undlade at fiksere nakken. Og noget må der være om det eftersom det er blevet gentaget i uendelighed blevet alexanderteknik-lærere og -elever verden over som var det den hellige skrift.

Men jeg synes alligvel, at det ikke er en optimal formulering. Ja, nakken skal ikke være fikseret. Men grunden til at nakken ikke skal være fikseret er at hovedet skal være fri at nakken. Når nakken er fikseret sidder hovedet fast på nakken på den dårlige måde, hvor der ikke er frihed mellem hoved og nakke. Derfor synes det mere oplagt at sige ‘hovedet fri’ eller ‘lad hovedet være fri’ eller for at fylde sætningen helt ud ‘lad hovedet være fri fra nakken’.

Udover at være en mere præcis måde at beskrive det ønskede resultat, synes jeg at udtrykket har mange andre fordele:

Nakken er noget mestendels muskulært. Og muskler synes at have en tendens til at blive mindre fri jo mere vi tænker på dem. Vi giver generelt vores muskler alt for meget opmærksomhed, fordi de normalt gør så meget opmærksom på sig selv. At tale om hovedet i stedet for nakken bringer den positive opmærksomhed fra en meget muskulær del af kroppen til en meget lidt muskulær del, hvilket i sig selv er et fremskridt. Det er måske ikke helt tilfældigt eller uretfærdigt at en del alexander-folk igennem tiden er blevet opfattet som ganske ‘stivnakkede’.

Hovedet er noget meget rumligt. Hvor resten af kroppen for mange nemt at kan opleves som noget ganske fladt og to-dimensionelt er det ret klart, at der er noget rum inden i hovedet. Når vi tænker på hovedet bliver vi derfor nemmere trænet i at tænke på kroppen som rum. Rum for kreativ tænkning. Når vi leder kroppen med hovedet kan vi lede kroppe med en oplevelse af rum. Det gode alternativ til oplevelsen af kroppen som muskler.

At tale om hovedet bringer mere opmærksomhed på hovedet med alle det unikke og fascinerende elementer. Som eksempelvis at hovedet ikke skal være let som en ballon og svæve opad, men netop have lov til at have sin tyngde fremad når det slipper fra nakken (et slip som jo nemlig samtidig aktivere den hensigtsmæssige dynamik mellem hoved og nakke). Og hovedet er hjemsted for de fleste af sanserne, og at hovedet fri derfor i høj grad også kan betyde sanserne fri.

På dansk at det yderligere et problem at nakken specifikt referere til bagsiden af halsen/nakken, hvor ‘neck’ på engelsk mere referer til helheden. Vi har ikke et tilsvarende ord på dansk og skulle derfor sige ‘lad hals og nakke være fri’, hvilket får det til at lyde endnu mere muskulært. Der er ingen tilsvarende problemer ved at sige ‘lad hovedet være fri’.

Samlet set er det min opfattelse at ‘hovedet fri’ vil være en meget mere hensigtmæssig måde at starte med at tænke alexanderteknik på. Også selvom alexanderteknik måske slet ikke nødvendigvis behøver den klassiske remse eller den konkrete verbale tænkning af retninger i det hele taget.

Lad nakken være fri, ‘så hovedet kan komme frem og op’. Sådan lyder fortsættelsen på de klassiske alexanderteknik-retninger. Hvad skal vi nu gøre med den, hvis vi ændrer starten til lad hovedet være fri? Jeg vil faktisk sige, at fortsættelsen med fordel kunne ændres også selvom starten ikke blevet ændret! Den har nemlig afledt en mængde misforståelser.

Hovedet frem og op kan meget nemt forstås som om hovedet simultant skal frem og op, hvilket vel kan afbilledes som en skrå linje mellem vandret og lodret. Desværre er det helt galt. Og mere vågne alexanderteknik-teoretikere har da også understreget at det skal forstås som: Hovedet from. Punktum. Og op. Altså som to separate elementer. Først frem, så op. Eller mere præcist: først frem – så det efterfølgende kan komme op. Men at misforståelsen ligger så lige for eller et stort problem i sig selv.

Altså var der gode grunde til at ændre fortsættelsen allerede inden vi ændrede begyndelsen. Men behovet bliver selvfølgelig forstærket af, at det ville være mærkeligt at sige lad hovedet være fri, så hovedet kan kommer frem og op. Man kunne måske sige lad hovedet være fri, så det kan komme frem og op, men det ville være at forpasse chancen for meget større præcision og indsigt.

Jeg vil foreslå følgende: Lad hovedet være fri, så kæben kan komme frem, nakken tilbage og kraniet op.

At tale om hovedet som en enhed, der skal frem og op virker nemlig lidt misvisende. Og får slet ikke fat i al de dynamiske relationer, der ligger inden for det vi normalt betegner som hovedet. Kæben er eksempelvis en meget seperat del af hovedet, der i min oplevelse har en anden dynamik. Og i min oplevelse er det netop kæben, der skal frem. Retningen fremad er glimrende repræsenteret ved kæben, som netop har denne mulighed for at give slip og slippe fremefter i kæbeledet.

Denne retning frem på forsiden (repræsenteret ved kæben) står så i dynamisk retning til bagsidens retning bagud. Og i forbindelse med hovedet kan nakken så fint være repræsentant for bagsiden og retningen bagud. Kæben slipper frem væk fra nakken, nakken slipper tilbage væk fra kæben. Resultat er at hverken kæben eller nakken bevæger sig nævneværdigt i rummet, men at der bliver adskillelse og plads mellem dem, og netop i den plads mellem forsiden og bagsiden er der det der opstår et tre-dimensionalt rum i kroppen, og specifikt mellem kæben og nakken at kraniet bliver fri fra nakken og kan lede kroppen i frihed og koordination.

Vi kan altså tænke det på følgende måde: Vi lader hovedet være fri og derved kan kæben og nakken slippe dynamisk væk fra hinanden; det fungerer som en lås der åbnes og i det den åbner vil kraniet (den del af hovedet der ikke er kæben) af sig selv søge op. Vi behøver slet ikke tænke op. Hvis vi får sat frem og tilbage i dynamisk relation til hinanden så låser det helt af sig selv op for op.

Det er yderligere min oplevelse at kæben også i videre forstand er velegnet til at repræsentere forsiden af kroppen og retningen frem. I en velkoordineret krop (især hvor bagsiden er koordineret og sammenhængende) er det muligt at lede kroppen i fuldstændig koordineret harmoni direkte og udelukkende fra kæben. Kæben kan således være i dynamisk relation til eksempelvis korsbenet. Men også helt ned til hælene, så hælene repræsentere bagsiden og bagud og kæben repræsentere forsiden og fremad. I sådanne lykkelige tilfælde er hele kroppen dynamisk koordineret fra top til tå – eller altså snarere fra kæbe til hæl.

Til sidst vil jeg bemærke, at det klassiske alexanderteknik-greb med en hånd under hagen/kæben og den anden på kraniekanten/nakken på eleven med fordel kan forstås inden for den ovenstende ramme. Den forreste hånd leder kæben frem – den bagerste leder nakken tilbage. Og elever kan bevæge sig i den frihed, der opstår mellem lærerens hænder og disse to modsatrettede retninger.

Lad nakken være fri, så hovedet kan komme frem og op, ‘så ryggen kan blive lang og bred’. Så lyder tredje del af de klassiske instruktioner. Og så selvom det ikke ville være meningsforstyrrende at sige ‘lad hovedet være fri, så kæben kan kommer frem, nakke tilbage og kraniet op, så ryggen kan blive lang og bred’, så mener jeg alligvel, at også dette element kan forbedres.

For når vi siger lang og bred, kan det nemt forstås som at lang kommer før bred eller måske endda er vigtigere. Og jeg oplever, at det modsatte er tilfældet. Tanken om den lange ryg er på mange måder en svøbe. I alle forestillinger om at have ‘en god holdning’ eller ‘at rette sig op’ ligger ideen om den lange ryg bag. At det så også føre til en snæver og flad (som i det modsatte af dyb) ryg er næsten fuldstændig ukendt. Og jeg oplever, at det første jeg skal lære mange af mine elever er at give slip på deres ide om at sidde rigtigt. Ja, faktisk endda deres ønske om at sidde rigtigt. Det er i mange tilfælde netop vores forsøg på at gøre det godt og rigtigt, der giver os problemer og smerter. Det er faktisk ganske trist. Så meget spildt energi, så mange spildte gode intentioner.

Som jeg oplever det er enhver længde der ikke vokser ud af bredde en kompensation og en ikke-løsning på et problem, som meget nemt bliver et problem i sig selv. En sund ryg er bred, fyldig, dyb og lang. Problemet med det lange er, at det er så nemt at kompensere sig til. Derfor er det oplagt at starte med det brede. Det er ikke så nemt at kompensere sig til et bredt bækken som en lang ryg. Det er en mere ny og meget dybere tanke, der vækker forundring og eftertanke. Og hvis vi yderligere begynder at tale om dybden i ryggen (bugen) så vi allerede ude i felt, som de fleste måske slet ikke kender til og kan bruge lang tid på at udforske.

Længden i ryggen kan vi altid få. Og længden kommer faktisk af sig selv, når vi tillader alle de andre elementer at være på plads. Men længde i ryggen er så velkendt. Så velkendt i den forkerte udgave, at vi har svært ved at tænke på andet når vi høre ordet lang. Ikke bare kan fejlslagen alexandeteknik fører til stive nakker, det kan også i allerhøjste grad føre til spændte, låste rygge og bækkener. Men hvis vi altid tager udgangspunkt i bredden (og dybden) af ryggen så er det meget sværere at gå ned ad den blindgyde.

Jeg vil derfor som samlet alternativ til de traditionelle retninger forslå følgende: Lad hovedet være fri, så kæben kan komme frem, nakken tilbage og kraniet op, så ryggen kan blive bred og lang. Eller mere udpenslet: Lad hovedet være fri, så kæben kan komme frem, nakken tilbage og kraniet op, så ryggen kan blive bred og dyb og ud af den bredde og dybde kan vokse en ny og hidtil ukendt form for længde.